Sønderballe Bådelaug

 

Ring til Bådpladskoordinator Mads Clausen vedrørende køb eller leje af pladser på

telefon +45 42 74 12 50 eller mail mads-f-clausen@hotmail.com     

Sommerfest for Bådlaugets medlemmer med familie

Den 1. Juni afholdes en sommerfest ved vores hyggelige havn, hvor vi håber at se jer til en dejlig aften. 

Igen i år vil der blive lavet gris og kage til kaffen . Drikkevarer medbringer man selv.

Tilmelding til festen sker ved betaling på 150 kr per person på mobilpay 30117451 Sandy Købsted. 

Sidste frist for tilmelding d. 26.5

 

Med venlig hilsen

Festudvalget.

Genopbygningen af vores havn er i fuld gang

I løbet af de sidste 2 måneder har en håndfuld af vore flittige medlemmer startet genopbygningen af havnen.

Der er sat nye pæle og den manglende bro ud til flyderne er ved at blive genopbygget.

På de kommende arbejdsdage den 16. marts og 6. april skal vi have gennemført genopbygningen så havnen

står klar til den nye sæson fra 15. april. Vi håber at se jer til arbejdsdagene.

Så fik vi sikret flyderne med nye stålkæder

I weekenden blev der med hjælp fra frivillige dykkere lagt nye kæder ud til vores flydere. Holdet der bestod af en række af flittige medlemmer startede kl 9 og var færdige til aften. Der blev ydet en stor indsats fra alle så vi kom i mål også med større dæk mellem flyderne. Tak til jer alle det er en fornøjelse når det bare spiller. 

Nu er vi færdige med de store ting og jeg tænker vi kan gå vinteren i møde med god samvittighed. Der blev samtidig lavet en gennemgang af de både som stadig ligger i havnen og kasseren vil i den kommende tid henvende sig til de pågældende for vinterbetaling. 

I løbet af vinteren vil vi trække alle pæle op på broen med de små både og erstatte dem med stålpæle samtidig med at vi øger bredden og reducerer antallet af pladser.

Christian Mikkelsen

Formand Sønderballe Bådelaug

 

Arbejdsdag den 1. oktober afsluttes med Standerstrygning og fælles hygge

Den 1. oktober afholdes arbejdsdag i forbindelse med klargøring af havnen til vinteren. Da der er mange opgaver håber vi at se mange af jer kl. 9:00, hvor vi starter arbejdet.

Som sædvanligt forbinder vi arbejdet med hyggeligt samvær og rister pølser til frokost som vi nyder med en øl.

Når dagens opgaver er løst afholdes standerstrygning, men havnen lukkes først den 15. oktober som sædvanligt.

 

Vi glæder os til at se jer

Bestyrelsen

Et første halvår med masser af fest

Selvom første halvår af vores bådsæson ikke har haft det bedste vejr, så har vi til gengæld givet den gas med masser af fest.

Den 23. august holdt vi sammen med grundejerforeningen vores traditionelle Sankt Hans fest med båltale ved tidligere borgmester Hans Peter Geil. Vejrguderne var os nådig den dag og vi var rigtig mange der nød sommeren, samvær og fik en pølse eller 2. Sidstnævnte gav os en god dækning for vore udgifter til arrangementet.

Men årets absolutte fest blev Tour de Havnefest, hvor alle sejl blev sat til. Vores flittige formand og hans hustru brugte det meste af ugen til at planlægge alle detaljer og fik sammen med folk fra grundejerforeningen og bådelauget sat et stort festtelt op. Lørdag middag var alt klar med festtelt, hoppeborg til børn, trailer med storskærm og gode siddepladser både ude og inde. Vi fik åbnet vores øl, vand og pølse salg, hvorefter arrangementet kørte derudaf. Det hele kulminerede med en stor fest med stegt pattegris og alt det tilbehør maven kunne begære. Alle pladser var udsolgte på forhånd, men i sidste øjeblik kom der både afbud og nye tilmeldinger, så vi måtte sætte ekstra borde op. Det blev en flot fest med masser af god stemning som blev ved langt ud på natten. 

Tidlig næste morgen gik de samme mennesker i gang med at flytte øl og pølsesalget samt storskærm hen til Tour de France ruten, hvor vi slukkede både sulten og tørsten for de mange mennesker der var forsamlet langs vejen gennem Sønderballe/Genner Strand. Trods den lange ventetid var stemningen høj og alle hyggede sig indtil vi fik " 2 minutters live Tour de France", men resten kunne vi jo følge på storskærmen. Et gennemført arrangement som kommer til at stå i erindringen i mange år.

Selvom andet halvår ikke byder på festlige arrangementer i Bådelauget håber vi at I alle får mange gode sejloplevelser.

Bestyrelsen

Vagttelefon i tidsrummet 1 maj til 15. oktober

Da Sønderballe havn ikke har en havnemester har vi oprettet en vagtordning, hvor en række medlemmer på skift 

påtager sig at være på vagt, hvis der opstår problemer eller er spørgsmål vedrørende havneanlægget.

Du kan kontakte havnevagten på telefon: 44 18 07 56

Så melder Sønderballe Bådelaug sig ind i Tour de France med årets fest ”Tour de Havnefest”

Kom og vær med til en stor oplevelse, hvor vi varmer op lørdag den 3. juli fra kl. 12:00

Der er stadig ledige pladser til festen så tilmeld dig ved at indbetale 175 kr. pr. deltager

på MobilePay: Box86422 og angiv navn samt antal deltagere. Se anmeldelse i MarinaNews

Havneavisen MarinaNews | Havnefogeder.dk

Tour de Havnefest den 2-3 juli

Planerne for en festlig Tour de France weekend er nu ved at være på plads og kommer til at omfatte:

  1. Festteltet åbner den 2. april kl. 12:00 med storskærm visning af Tour de France løbet. Øl og pølser kan købes
  2. KL .18:30 spilles der op til fest med musik og spydstegt pattegris. Øl kan købes (tilmelding til festen se poster)
  3. Tour de France løbet passerer Sønderballe Strand, hvor vi har storskærm og ølsalg ved krydset op til Diernæsvej.
  4. Løbet kan også følges fra båd i Genner bugt

Bedste hilsener

Bestyrelsen

Kong Christian X. Bro i  Sønderborg vil være spærret for gennemsejling alle hverdage i uge 17-20 samt i forbindelse med Tour de France cykelløbet hele d. 3. juli 2022

 

Søfartsstyrelsen meddeler, at i alle hverdage i uge 17-20  er man nødsaget til at tage Kong Christian X. Bro ud af drift, således, at der ikke kan ske besejling af broen i denne periode for både som kræver hævning af broen.

 Som I er bekendt med, så er Sønderborg Kommune mål-by for det kommende Tour de France, og det viser sig desværre, at der er opstået akutte skader på broens klapbelægning, som skal repareres for at Tour de France arrangementet kan finde sted.

 Skaderne er dukket op efter vinterperioden, og er derfor ikke noget vi har kunnet forudse eller planlægge os ud af.  Situationen er derfor at betragte som en akut situation. Reparationen kræver anstilling med telt og trafikværn jf. vedhæftede skitse,

hvorfor det ikke vil være muligt at åbne broen under arbejdets udførelse. I bedes planlægge jeres sejlads efter disse forhold, som også er offentliggjort i EfS.

KAN DU BRUGE HAVNENS REDNINGSUDSTYR?

En ny sæson står for døren, snart summer havnene af liv. Men vandet er stadig koldt og falder man i vandet, er en hurtig indsats afgørende. Brug 2 minutter på at se filmen ”Kan du bruge havnens redningsudstyr?” og bliv klogere på, hvordan du bruger redningshagen, redningskransen eller løfter en bevidstløs person op af vandet med den løse stige. Øv jer sammen på havnen og vær klar til at gribe ind, hvis uheldet er ude. Filmen er en del af projekt Sikker Havn, af Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID), der er støttet af TrygFonden.

Link til video

Arbejdsdag den 30. april

Da vi ikke har fået nået alle klargøringsopgaver de 2 foregående arbejdsdage er vi nød til at afholde en arbejdsdag den 30. april,

hvor alle er velkomne. Vi skal have de nye bådpladser gjort færdig samt fornyet mere af broerne. Herudover har vi opgaver på flyderne m.v.

Vi håber som sædvanlig på stor tilslutning og godt vejr så vi kan få nået meget samtidig med at vi kan hygge os sammen.

Der bliver fælles frokost med ristede pølser og drikkevarer.

Bestyrelsen

Arbejdsdage og Standerhejsning 2022

Så skal vi igang med sæson 2022 og gør havnen klar med 2 arbejdsdage:

  • Lørdag den 26. marts
  • Lørdag den 9. april (Vi afholder Standerhejsning kl. 14:00)

 

Begge dage starter vi kl. 9:00 og hygger os med en frokost omkring kl. 12:00 med grilpølser og drikkevarer. 

Der er sendt indkaldelser ud til medlemmer, men vi har masser af opgaver så du er meget velkommen selvom du ikke skulle være indkaldt.

Har du en trailer må du gerne tage den med da vi har meget der skal køres væk.

Den 9. april åbner vi som sædvanligt havnen med Standerhejsning kl. 14:00.

Vi ses

Bestyrelsen

Tour de France i Sønderballe den 3. juli 2022

Så får vi en enestående mulighed for at se Tour de France fra vores båd, når turen den 3. juli 2022 passerer Sønderballe via den viste rute.

Som det ses af kortet vil touren gå fra Haderslev over Vilstrup, Diernæs strand, Diernæs, Sønderballe Strand og videre over Aabenraa til Sønderborg.

Vi får derfor en enestående mulighed for at følge løbet fra havsiden i Genner bugt. Vi vil vende tilbage med flere detaljerede informationer når tiden nærmer sig. 

Vellykket Sankt Hans aften i Sønderballe Strand

I samarbejde mellem Sønderballe Bådlaug, Grundejerforening og Sønderballe Camping afholdtes Sankt Hans aften med båltale fra det lokale folketingsmedlem Jesper Petersen. Jesper er Socialdemokratiets lokale folketingsmedlem og skatteordfører for partiet. Der blev sunget og spillet musik alt imens arrrangørerne sørgede for forsyninger med øl&vand og grilpølser. 

Indkaldelse til 2. arbejdsdag samt Generalforsamling

Efter en god indsats på den første arbejdsdag den 1. april, hvor vi fik rettet op på vinteren og tidens tand, skal vi nu have ryddet op i bådhuset og på lagerpladsen m.v.

I den forbindelse har vi indkaldt til 2. arbejdsdage for medlemmer lørdag den 8. maj. Indkaldelsen er udsendt til de respektive pr. mail. I løbet af sæsonen vil vi bede alle medlemmer bruge en dag på havnens vedligeholdelse. Der vil naturligvis blive taget højde for de gældende retningslinjer for forsamlinger under åben himmel. 

Endelig skal vi have afholdt vores Generalforsamling der ligeledes vil blive indkaldt pr. mail til den mandag den 7. juni. Dagsorden m.v. vil blive udsendt senest 3 uger før generalforsamlingen.Vi håber på en stor deltagelse fra medlemmerne så vi kan få hilst ordentligt på hinanden efter Corona pausen.

Vi glæder os til at se jer

Bestyrelsen, Sønderballe Bådelaug

Standerstrygningen blev afsluttet inden døre i vores bådhus:

Årets standerstrygning faldt sammen med afslutningen af de sidste arbejdsopgaver på havnen og kunne afsluttes indendøre i vores Bådhus. Her kunne formanden oplyse, at Haderslev kommune har givet os en kommunegaranti for et lån på 3,2 mio. kr. i kommunekredit. Det betyder at vi kan få omlagt vore banklån til billigere lån samtidig med, at vi har kunnet købe Bådhuset. Alt i alt en fantastisk løsning, som både sikrer vores anvendelse af Bådhuset fremover og en bedre økonomi i vores Bådlaug.

Vi kan nu tænke fremad og begynde renoveringen af både bådhus og havn lidt efter lidt. Derfor har vi nedsat 2 udvalg, nemlig et udvalg der laver en plan for forbedringen af vores havn på længere sigt og dels et udvalg som skal arbejde med at finde sponsorer til denne udvikling. Mere herom på generalforsamlingen, hvor vi vil fremlægge et oplæg til udvikling af havnen over de næste år.

Ind til da ønsker bestyrelsen jer alle god fornøjelse med vinterens arbejde på jeres båd og vi glæder os til at tage hul på en ny sæson sammen med jer i vores dejlige havn i Sønderballe.

Bedste hilsner

Bestyrelsen

         Så er Sønderballe Lystbådehavn klar til sæson 2020

Generalforsamling den 26. februar blev holdt i nye omgivelser

Årets generalforsamling blev holdt i Lillegaarden i Hoptrup og følgende blev besluttet:

 

  1. Bestyrelsens beretning blev godkendt

  2. Regnskab og budget blev godkendt

  3. Nye vedtægter blev godkendt

  4. Uændret kontigent blev godkendt

  5.  Klaus Hebsgaard, Poul Erik Hansen og Christian Mikkelsen blev indvalgt i bestyrelsen

  6. Michael Petersen og Hans Martin Jørgensen blev valgt som suppleanter til bestyrelsen

  7. Jeppe og Anne Hamann blev genvalgt som revisorer

  8. Jørn Høi blev valgt som suppleant til revisorerne

  9. Plan for arbejdsdage i 2020 blev præsenteret

 

Et mere detaljeret referat findes via ovenstående link.

Sæsonnen 2019 er slut og vi ser frem til en ny sæson med forhåbentligt masser af godt sejlvejr

Standerhejsning 2019 i sne & slud

Vejret var ikke med os i år og den lille kerne af medlemmer som trodsede vejrguderne var godt klædt på.
Formand Egon Jørgensen takkede afgående havnemester Poul Erik Hansen for hans store indsats for Bådlauget og gav ham en lille gave.
Efter standerhejsningen samledes deltagerne i bådhuset til grilpølser og en forfriskning.

Syv blev til tolv

Lidt blæst og regn burde enhver sømand kunne holde til. Det var i hvert fald vejr-betingelserne for sjakket på årets første arbejdsweekend, som mødtes lørdag den 16. marts. Bromand Erik Lind, som styrede slagets gang sammen med Poul Erik Hansen, var svært godt tilfreds med, at der var mødt flere frivillige op for at give en hånd. Faktisk mødte tolv mænd op iført fleecetrøjer eller termokedeldragter klokken 9:00. Kun syv var blevet indkaldt til arbejdsweekend. Dagen gik først og fremmest med at forstærke træbroerne fra undersiden. Over middag blev der grillet ringriderpølser over trækul, som blev skyllet ned med en dåsebajer. Det regnede så meget, at grillen måtte tændes i fiskerhuset, hvor døren blev holdt åben.

Arbejdsweekenderne fortsætter i uge 12, 13 og 14, så sæt et stort kryds i kalenderen i den uge, du er indkaldt. Det er fast arbejde, og så er det hyggeligt.

SBL / Jacob

Mange mødte op til generalforsamlingen

Generalforsamlingen i Sønderballe Bådelaug blev holdt den 26. februar på Genner Forsamlingshus, hvor cirka 40 medlemmer deltog. Det blev en generalforsamling, hvor foreningens fremtidige udvikling var et af punkterne, som blev ivrigt diskuteret. Læs hele referatet fra den ordinære generalforsamling på medlemssiden.

SBL / Jacob

Hop i Thyborøn-habitten og kom frisk

Foråret ligger på lur, og vores dejlige havn skal gøres klar til sejlads og samvær. Broformændene har lavet en vagtplan i ugerne 11-14, hvor alle medlemmer har fået en weekendtjans. Tjek hvornår du selv skal afsted med arbejdshandsker og madpakke under medlemssiden.

Såfremt du har et ønske om at bytte arbejdsweekend, skal du henvende dig til Erik Lind - 51485961.

Medlemmer sagde tak for en forrygende sejler-sæson

Mange medlemmer kom forbi havnen lørdag den 13. oktober til årets sidste samling i Sønderballe Bådelaug.

Efter den traditionelle nedtagning af klub-flaget, nød bådelaugets medlemmer hinandens selskab, pølser fra grillen og kolde forfriskninger i efterårersolen.

                                                                

                                                                      SBL / bestyrelsen

Kold blæst fra vest kunne ikke stoppe en fest

Selvom vejret var lidt til den kolde side, havde over 300 gæster fundet vej til sankthansbål, midsommervisen og båltalen, som blev holdt på vaskeægte synnejysk af minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen. Det er fem år siden, der har været sankthansbål på pladsen foran Sønderballe Bådelaug, men i år foreslog formand for Grundejerforeningen Sønderballe Strand Allan Jessen at banke et arrangement op sammen bådelauget. Både han og Sønderballe Bådelaugs formand Egon Jørgensen glædede sig over den store opbakning.

Se JydskeVestkystens artikel og flere billeder på dette link:

https://www.jv.dk/haderslev/Se-alle-billederne-Heksen-hylede-hoejlydt-paa-Soenderballe-Strand/artikel/2622515

SBL / Jacob

 

 

 

 

Super artikel i JyskeVestKysten i dag d. 19/06-2018 smiley

Du kan trykke på linket for at læse artiklen.

https://www.jv.dk/haderslev/Send-heksen-afsted-mens-du-sopper-i-vandkanten/artikel/2620594

Til venstre ses Allan Jessen, mens Egon Jørgensen hviler armen på pælen.

Allan Jessen er formand for grundejerforeningen og  Egon Jørgensen er formand for Sønderballe Bådelaug.

HUSK KLUBTUR TIL DYVIG D. 16 JUNI.

Vi sejler fra Sønderballe kl 9,00.

Tilmelding senest fredag den 8. juni til Erik Lind.

Ohøj

I år holder vi Sankthansaften sammen med beboerforeningen d. 23 juni.

Der vil være bål på plænen ved Sønderballe Bådelaug, hvor der vil være mulighed for at købe pølser, øl og vand

Nærmer info. følger :-)

SBL / Irene

Medlemmer leverede et seriøst stykke arbejde

Der var nok at rive i under april måneds to arbejdsweekender, som faldt i uge 14 og 15. Alle medlemmer deltog, og lønnen blev udbetalt i pølser fra grillen og hyggeligt samvær med nye og gamle kammerater med smag for det maritime. Og vejret var der ingen, som klagede over, for endelig var foråret over os.

Fiskerhuset fik et lag puds, og projektet med at lave en ny port blev sat i gang. Træbroerne blev repareret, renset og algebehandlet. Betonflyderne blev strammet op, og havemøblerne til grillområdet sugede malingen til sig. Mest synligt er måske den store oprydning i telefonmaster og andet godt ved strandkanten. Nu er bådelauget godt på vej til at kunne byde gæstesejlere velkommen til en forhåbentlig forrygende sejlersæson.

SBL / Jacob

 

Bådelauget gør klar til endnu en sæson

Over 40 mennesker var mødt op for at gøre status over 2017, og for at diskutere foreningens retning fremover på Sønderballe Bådelaugs generalforsamling i Genner forsamlingshus. Det skete den 6. februar 2018.

Bestyrelsens beretning og kassererens regnskab blev godkendt, og der blev ikke besluttet ændringer ud over en opdatering af taksterne for strøm og nye takster for gæstesejlere.

Det eneste, der gav optakt til debat, er havnens indretning med plads til store pladser på flydebroen mod syd. Et medlem mente, at der skal zig-zagges for at komme forbi de store både. Men flere andre mente, at andre mindre havne har tilsvarende eller endnu større pladsproblemer.

Medlemmerne fik takket Ole Stig Andersen, Aksel Rolskov og Mikkel Smenge for deres indsats i bestyrelsen.

Derefter blev der valgt friske kræfter ind i bestyrelsen.

Hvor elektrikerne før har været overrepræsenteret i bestyrelsesarbejdet, vrimler det nu næsten med tømrere og snedkere. Jan Jessen og Jakob Olsen blev således valgt ind i bestyrelsen. Det samme gjorde Egon Jørgensen og Erik Lind. Jacob Schultz var ikke på valg, og tager et år mere.

Erik Lind og Jakob Olsen accepterede at fortsætte tjanserne som broformænd.

Herefter blev der hygget ved langbordene over franskbrøds-madder og kaffe.

Læs hele referatet fra generalforsamlingen på medlemssiden.

 

Ved et konstituerende møde i bestyrelsen i Toftlund den 20. februar blev de fremtidige roller i bestyrelsen fordelt. Den skarpe holdopstilling ser således ud:

Formand Egon Jørgensen

Kasserer Jan Jessen

Næstformand Jakob Olsen

Sekretær Jacob Schultz

Medlem Erik Lind

 

SBL / Jacob

Sommerens sidste fælles skål ved grillen

Vejret var med os lørdag den 12. august, da vi tændte grillen foran fiskerhuset. Kullene var lidt stædige, så gløderne lod vente på sig. Mange af medlemmerne benyttede dog muligheden for et glas vin eller to som velkomsdrink i stedet for at surmule.

Herefter blev der  tilberedt medbragte lækkerier, som blev nydt indendøre i et fyldt fiskerhus. Stemningen var rigtig god, men referanten forlod selskabet for at putte børn.

Referatet er derfor ikke komplet, og du må spørge deltagerne, hvis du vil have yderligere detaljer om grillaftenens videre forløb.

SBL / Jacob

 

Og nu til reklamerne...

Tank benzin og støt Sønderballe Bådelaug med seks øre pr liter. Det kan du gøre på alle OK-tanke, hvis du går ind på www.ok.dk/lokalsporten og får et benzinkort. Hvis du har en motoryacht med Campari-balkon eller en gammel benzinsluger af en bil kan det blive til mange penge for vores forening.  Mikkel har landet aftalen, og beløbet bliver fordoblet, hvis du tegner et mobil-abonnement hos OK. Der er yderligere seks øre pr. liter brændstof, hvis du lader OK levere dit el i  hjemmet.

SBL / Jacob

Gæster uden egen båd fik et lift

I bådelauget elsker vi at få gæster. Der er dog enkelte undtagelser.

I anden weekend af juni fik vi besøg af to uindbudte ukrainere - og det var ikke gæstesejlere. Hans opdagede dem, mens de rodede rundt i et medlems båd, og de fik efterfølgende et lift af politiet til Aabenraa.

Tag forbi din båd ved lejlighed, og tjek om alt er på plads efter besøget. Og gør som Hans - hold øje med usædvanlig aktivitet, når du er i havnen.

SBL / Jacob

 

Flot finale var en holdindsats

Bådelauget er næsten ikke til kende efter weekendens overhaling i solskinnet. Vi har nu fået fiskerihavn og havnemesterkontor, og slæbestedet er i international klasse. Træværket skriger ikke mere efter Gori, og algerne har sunget deres sidste sang på broen. Fiskerhuset er nu mere indbydende end nogensinde før. Kom selv og se.

Tjek også videoen og se det arbejdende folk lidt fra oven:

http://www.youtube.com/watch?v=VtPNBqdyEo8

SBL / Jacob

 

Høj energi på havnen

Starten på klargøring af havnen til sæson 2017 gik over al forventning. 
Medlemmerne gjorde et rigtig stort stykke arbejde. Se selv Aksels billeder nedenfor.

Tusind tak for indsatsen i denne weekend.
Vi ses til anden etape den 1. og 2. april.

SBL / Aksel

Sejlere grillede trods regn og blæst

Fyrmesteren blev positivt overrasket over det store fremmøde til bådelaugets fælles grillaften lørdag den 13. august, da både himlen og vejrudsigten ellers så dystre ud.

Ankommet med tændstikker, grilltang og familie klokken 17.00 måtte han konstatere, at der allerede var dækket bord inde i fiskerhuset og taget hul på forfriskningerne.

Over 20 medlemmer fik striber på bøfferne og smilerynker i ansigterne, mens et velduftende røgslør lagde sig i læsiden af fiskerhuset. Her var en stor samling af grillkyndige, som diskutterede om majs skal forkoges, grilles rå eller hellere gives til grisene.

Fyrmesteren forlod selskabet en del tidligere end de mest udholdende, som ifølge rygter på havnen hyggede igennem til over midnat.

SBL / Jacob

Sol, Sønderballe og næsten sommer

Med bragende godt vejr som kulisse bød formand for Sønderballe Bådelaug, Aksel Rolskov, lørdag den 8. maj velkommen til standerhejsning i havnen.

Han takkede for alt det frivillige arbejde, som bliver lagt i foreningen - men der var også roser til sponsorer af materialer til slæbested og flydebroen.

Aksel fortalte også om arbejdet med at gøre fiskerhuset endnu mere indbydende til glæde for medlemmer og gæster.

Bådelauget trofaste havnemesterpar, Ruth og Hans, var draget til familiefest, så Henrik fik lov at trække i flagsnoren trods manglende fuldskæg og kasket, da flaget gik til tops. Det skete under ihærdig afsyngning af 'Som en rejselysten flåde'.

Herefter hyggede medlemmerne sig ved grillen med kølige drikkevarer indenfor rækkevidde, som man kan se på Henriks og Aksels billeder.

SBL / Jacob

Broformand-lærling har styr på tropperne

Vinteren har været blid ved Sønderballe Bådelaugs broanlæg, som kun har fået udskiftet få brædder. Derfor er nogle af kræfterne i årets arbejdsweekender blevet brugt til vedligehold og forbedringer andre steder på bådelaugets faciliteter. Så hvis du søsætter båden ved slæbestedet, slipper du nu får at slæbe sand med ind i båden. Broen blev nemlig forlænget i uge 13. Der blev også udbedret skader på toiletbygningen.

Mikkel Smenge, som er blevet broformand-trainee, fortæller at fremmødet til arbejdsweekenderne har været godt - dog hjulpet af sms'er og telefonopkald. Han håber, at vi alle bliver endnu bedre til at tjekke kalenderen på hjemmesiden til næste sæson.

SBL / Jacob

 

Kære medlemmer,

Bestyrelsen vil gerne takke for en god og konstruktiv generalforsamling, som tegner godt for fællesskabet i bådelauget i den kommende sæson.

Referatet kan ses på Medlem-siden.

Her kan du også orientere dig om de kommende arbejdsweekender, som starter i uge 10. Tjek allerede nu, hvornår det er tid til at smøge ærmerne op, så Sønderballe Bådelaug kan tage sig knivskarpt ud, når sejlersæsonen starter.

Bestyrelsen.

Skal du have ny båd?

Hvis du er i gang med at skifte båden ud med en anden, kan du altid kontakte bestyrelsen med spørgsmål vedrørende havneplads.

Det kan vise sig at være en god idé. Bestyrelsen har nemlig desværre måtte konstatere, at det ikke er alle, som kender Sønderballe Bådelaugs vedtægters § 20, som blandt andet fastslår, at medlemmer ikke må lægge både på over 35 fod i havnen.

Vedtægterne er blevet oplyst skriftligt ved indmeldelse, og kan også læses på her på hjemmesiden.

Alle vore tre maxipladser til både op til 35 fod er udlejede.

Men vi har ledige, store pladser til både op til 32 fod. Og hvis drømmen er en mindre båd end den nuværende, har vi også ledige, små pladser til 2016-sæsonen.

SBL / Jacob

 

Nu er der kun flagstang og snor tilbage

Nogle medlemmer holdt lyserød lørdag med at holde bryster, og bådelaugets egen fotograf stod i et mudderhul og lugtede til svedende mænd i Aabenraa. En del medlemmer valgte forståeligt nok at tage til Sønderballe strand i stedet.

Heriblandt Aksel - vor formand - som tog nogle fine billeder, der fangede stemningen, da Sønderballe Bådelaug holdt standerstrygning lørdag eftermiddag.

Vejret var med os igen-igen. De cirka 30 fremmødte fik både sol og stille vejr til at nyde ringriderpølsen i vandkanten, da klubflaget var strøget.

Sejlersæsonen er nu ved at være slut for de fleste medlemmer af os. Bådene skal gøres klar til vinterpausen. I bestyrelsen har vi for nyligt talt om, at det kunne være fint med et medlemsarrangement i vintertiden. For eksempel med oplæg om sikring af båden, forsikring eller sikkerhed om bord. Har du andre forslag til aktiviteter, hører bestyrelsen gerne om dem.

Sejlerhilsner fra bestyrelsen.

 

Sommeraften med røgsmag

Det var den skønneste sommeraften, da Sønderballe Bådelaug holdt årets anden fælles grillaften.

Henrik havde udviklet et spritnyt grillsystem med mulighed for koldhævning af det medbragte brød.

Alligevel måtte intet medlem sætte tænderne i et blegt stykke kød, fordi dér hvor gløderne var varme, skete der virkelig noget, når kødet ramte risten. Der blev i øvrigt også spottet en enkelt majskolbe i flammerne.

Havnemesterparrets Ruth grillede seriøse mængder kød og serverede for sin store familie.

­- Sådan nogle kvinder som Ruth bliver slet ikke lavet mere, mente et medlem af bestyrelsen.

Ellers var det nemlig mændene, som måtte tage den hårde tjans med grilltang og dåsebajer.

Cirka 30 medlemmer af bådelauget fik nogle hyggelige timer i vandkanten, hvilket var lidt færre end sidst. Men da flere gæstesejlere sluttede sig til, kan vi glæde os over, at årets anden grillaften var med rekord-stor tilslutning.

Bestyrelsen / Jacob

 

 

I juli efterlyste vi ejeren af en jolle, som lå trukket op på land i vort bådelaug. Havnemester Hans kan nu fortælle, at mysteriet er løst.

Båden var meldt stjålet i Augustenborg, og efter havnemesterens opkald til politiet, blev båden hurtigt forenet med sin ejermand.

SBL / Jacob

Stor, større, Catharina

Tirsdag den 7. juli så alle både pludselig mindre ud i Sønderballe Bådelaug. For her lagde den 39,5 meter lange, tomastede skonnert Catharina til på indersiden af flydebroen.

Mikkel fra bådelauget hjalp skipper med at få bakket træskibet ind i vor lille havn. Men for havnemester Hans og bådelauget formand, Aksel gav det nogle bekymringer.

Vi snakker her om 180 ton skib - formentlig mere end alle både og det meste af flydebroerne tilsammen. Sammenholdt med vejrudsigtens varsling om vindstød på 10-15 m/s fra sydvest, lød det som en farlig cocktail at fortøjre ved flydebroerne.

Efter et opkald til kasserer Ole, som mente det samme, valgte havnens folk at lade Catharina ankre på modsatte side af bugten i stedet. Aksel tog heldigvis billeder af fartøjet - ellers var der sikkert ingen, som ville tro på denne sømandshistorie.

Catharina er i øvrigt bygget i 1920 og er 6,30 m i bredden. I de otte kabiner er der plads til i alt 24 overnattende personer. Hvis du synes, din egen båd er blevet for bette ved synet af vores kortvarige gæst, kan Catharina lejes for 3025,- euro i døgnet af Segelreisen-Kiel.

SBL / Jacob

 

Bådelauget i avisen

Fik du ikke set JydskeVestkystens søndagsavis fra Haderslev, kan du se reportagen fra Sønderballe Bådelaug her:

http://www.jv.dk/artikel/2058122:Haderslev--Ved-vandet-er-der-saa-skOent

SBL / Jacob

 

Sømænd og røgede sejler-sild

Broformand Erik og frue vandt konkurrencen om de største rødvinsglas, men der var så mange store stykker kød på grillen, at dommerne stadig voterer om, hvem der vandt prisen ’Brankekød til Slemme Drenge’. Havnemester Hans blev årets fyrmester, fordi han klarede brændeovnen i fiskerhuset, da den værste sult havde lagt sig.

Sådan er status efter Sønderballe Bådelaugs grillaften lørdag den 20. juni, hvor 38 medlemmer lagde vejen forbi havnen. Her blev der udøvet venskabeligt drilleri overfor gamle venner, og hygge sammen med nye bekendtskaber.

Mændene havde overtaget kullene, og lagde et stemningsfyldt røgslør over forsamlingen. Det sved lidt i øjnene, men så flot ud i modlyset fra solen, som gik ned.

Bestyrelsen havde brede smil på over hele linjen på grund af det flotte fremmøde, og nu kan vi alle glæde os til næste fælles grillaften i bådelauget den 8. august.

Indtil da må vi samles om grillerne, når vejr og mulighed byder sig.

 

SBL / Jacob

 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk